Tidlig op og få morgemad kl. 05:30 og afsted i bussen kl. 6. Vi – en lille gruppevpå 11 personer - kørte en lille halv time, og blev så læsset af ved foden af Pukeonake. Gåturen startede stille og roligt, hvor vi skulle gå ind imellem Mt. Tongariro og Mt. Ruapehu. De første 5 km var flade, så det gik nemt.
Men så omkring Mangatepopo Valley skete der noget med terrænet, og nu var der kun 1 vej, og det var op op op ad adskillige trapper. Vi startede i en højde af 750 meter og gik ad trapperne op i 1750 meters højde. Opstigningen blev delt i 4 etaper, så alle havde en chance for at nyde udsigten og få vejret.
Vel oppe kunne jeg se op på Mt. Ngauruhoe, og sandelig om ikke der var nogle på vej helt til toppen af dette kegleformede vulkanbjerg. Turen til denne top (2797 m) tager omkring 2 timer. Vi skulle dog ikke derop, men videre over imod Mt. Tongariro. Vi gik igennem Syd Kraterbunden, det var næsten som en motorvej, der var nemlig mange på bjerget denne formiddag. Forenden af Sydkrateret kunne man se næste mål, passagen af Castle Rock. Stien rundt om denne klippeformation er meget smal, men det gik såmænd også fint.
Så stod vi med udsigt til det Røde Krater på Mt. Tongariro (1886 m) – hvilket flot syn. Alle normale turister går venstre omkring denne vulkantop. Men fordi at vi havde en Maoriguide – Hayse – så kunne vi gå højre om og få en helt unik oplevelse. Kratervæggen var meget smal, så det var om at holde tungen lige i munden og se hvor vi gik – stien var omkring 1 meter bred og belagt ved lavasten fra sidste udbrud. Så vi gik turen og nød hvert et øjeblik, og kunne ikke tro at der ventede flere unnikke oplevelser på denne vandring. Nedturen fra denne side af vulkanen er lidt alternativ – på rullesten 200 meter ned – så det foregik på rumpen.
Alle kom ned mere eller mindre uskadt, jeg fik små skrammer på benene. så stod vi ved Smagradsøerne, flot navn og sigende for disse to turkise søer, men føj hvor der lugter af rådne æg. Dette skyldes den vulkanske aktivitet i undergrunden. Vi gik rundt om søen og videre ned i mod vores frokost stop. Vi spiste vores mad ved den Blå sø (Te Wai-whakaita-o-te Rangihoroa).
Efter en kort frokostpause, gik turen atter videre. Men igen ikke ad den traditionelle sti ned af bjerget. Vi gik istedet ned igennem en dal, hvor vi gik på Mos, buske og klippestykker. Målet var at se en kilde. Det var en stejl nedstigning, som tog pusten fra størstedelen af de ældre i gruppen. Vi så kilden, som reelt var en flod oppe fra bjerget, som dog havde løbet inde i bjerget.
Lidt længere ned kom vi til at toilet, og mange benyttede chancen. Vi gik videre ind på Maori land – ikke tilladt for turister i almindelighed – og skulle se et område med Hot Springs (Ekstrem Vulkansk Aktivitet). Der boblede og kom damp op fra undergrunden. Dette sted er den eneste aktive udgang fra Mt. Tongariro. Det var en unik oplevelse, som kun var muligt fordi Lone kender høvdingen i den lokale Maoristamme.
Da jeg kom helt ned ad bjerget til Ketetahi, var jeg meget træt, men guiderne stod og ventede med en kold øl, og det siger man da ikke nej til. Hjemme på hotellet igen gik jeg en velfortjent tur i den varme spa-pool.
Denne aften var lidt speciel, idet der skulle være fest på hotellet. Vi skulle sige pænt farvel til Maoristammen, så alle dem som havde gjort dagen speciel var mødt op med deres familie. Maorierne sang for os, inden vi skulle spise. Lige omkring desserten sang vi så “Livets Træ” for dem. Aftenen sluttede med at vi alle så billeder fra de sidste 2 dage i Tongariro National Park.
