onsdag den 27. november 2013

26/11 San Christobal

Så kom dagen hvor et nyt eventyr skulle starte. Vi skulle tidlig op idag – kl. 6 var der morgenmad. Klokken 7 sharp kørte bussen. Inden da havde vi pakket max 15 kg i taske vi fik udleveret i går, og vores resterende bagage blev låst inde på hotellet. Det tog godt en time at køre ud til lufthavnen.

Quito lufthavn er lidt speciel, idet vore bagage først skulle scannes og plomberes og så fik vi det udleveret igen. Turen gik hen til bagage-drop, og vores boarding pas havde vi fået ved indgangen. Vi kom ombord på en Airbus 319 med plads til 150 personer, og så skulle vi flyve til Guayaquil for en mellemlanding og så videre ud til Galapagos øerne. Vores første stop på vores ø-hop er San Christobal.

Vi blev kørt til Galakiwi’s kontor i byen, og fik en gennemgang af hvad vi skulle lave idag. Så gik turen til vores hotel, og jeg har fået eneværelse de næste 2 nætter lige ned til havnefronten. Der var 1 time til vi skulle ud at cykle downhill, så jeg brugte tiden til at se lidt på byen. Rundt omkring i byen ligger der søløver på bænke og gaden. De er en fast del af bybilledet.

Da vi mødtes igen blev vi sat i en taxa og kørt omkring 8 km op ad et bjerg. Da vi kom derop gik til udsigtspunktet og så ud over de Galapiske øer. Lidt senere fik vi hver en mountainbike og hjelm. Nu skulle vi køre/trille ned, og på intet tidspunkt måtte vi overhale vores guide Pepo. Vi stoppede et par gange undervejs for at tale om frugttræer, se Pepo’s forældres Træ-Top hus, og på standen for at se leguaner og søløver. Pepo’s forældre har bygget et hus op i et Kapoktræ og der er kun brugt genbrugsmaterialer. Huset indeholder 2 sengepladser på en hems, et lille køkken og et lille Toilet med bruser. Alt virker, og det bliver brugt som udlejning til f.eks. bryllupsnatter. Nede i roden af træet er der yderligere et toilet, men der kunne jeg ikke klemme mig ned. Ved siden af huset har de bygget en bar/cafe hvor væggene består af 22.000 flasker.

Hertil aften var vi ude at spise Galapagos Barbecue. Jeg fik noget rigtig godt oksekød, andre fik hummer, rejer, hele fisk eller mixede tallerkner. Rigtigt lækkert mad, lavet frisk på grillen.