mandag den 25. november 2013

24/11 Cotopaxi

Vi stod op tidlig idag, der var morgenmad kl. 7:30. Jeg havde ikke sovet meget i nat, idet der var stor fest i byen, hvor de unge mennesker kørte rundt i deres biler med anlægget skruet helt op og med dunkende bas. Det er en af ulemperne ved at bo lige i centrum. Efter morgenmaden fik vi pakket bussen og begav os afsted imod Quito.

Men inden vi skulle til Quito, så gjorde vi holdt ved foden af Cotopaxi vulkanen. Cotopaxi er 5797 meter højt, og har en iskappe på toppen. Vulkanen er stadig aktiv. Vi besøgte et lille museum, hvor vi lærte lidt om historien i området. Bagefter gik vi over til the-huset, hvor vi fik en kop Coca-The. Coca er jo de blade man anvender til at lave kokain. Coca-theen modvirker højdesyge, man skal tænke på at vi er 3200 meter oppe.

DSC08284 DSC08288 DSC08290

Imens vi sad og nød den bitre Coca-The, kom Mauro med vores madpakker, og det var dermed tid til lidt frokost – en lang sandwich med skinke og ost. Efter frokosten kørte vi lidt højere op ad bjerget, og kom til Cotopaxi National Park. Her kunne vi handle lidt varer lavet af de lokale indianere. Jeg fik også købt lidt, blandt andet en djævlemaske i strik. Her må man nemlig prutte om prisen.

Turen gik nu videre op i 3800 meters højde, hvor vi skulle gå en tur rundt om lagunesøen. Det var en gåtur på omkring 3,5 km med 95 højdemeter. Det lyder jo ikke af meget, men det var til tider meget anstrengende, fordi vi i forvejen var i 3800 m.o.h. med tynd luft. Der skal drikkes meget vand i deiise højder, hvilket også medfører man skal lidt oftere på toilet, også ude i naturen.

DSC08305 DSC08307

På gåturen så vi mange planter, og de lokale guider fortalte om dem. Der gror blandt andet meget Baldrian i området. Vi så et specielt grantræ med knopper/blomster kaldet lysspyd. Der var små orkideer, vilde heste, kaniner og køer. Mange forskellige fugle, dog så vi ikke Ecuadors Nationalfugl: Condoren, som er i familie med grippen.

Efter gåturen kørte vi til Quito, som ligger i 2800 meters højde. Det regnede lidt på køreturen.